HJÆLP! JEG ER HÆS - HVAD NU MED JOBBET I
AFTEN?
Det er de færreste sangere, der spekulerer bare et sekund på deres stemme – lige
indtil den dag hvor den svigter. Alle bruger årevis på at lære at bruge deres
instrument, P.A., lys, røgmaskiner og jeg- skal-gi’- dig at kende, betaler i
dyre domme for gear og grej. Bruger oceaner af tid og penge på store forkromede
kurser og demonstrationer for at blive bedre til musikken, men ikke mange ofrer
det medfødte instrument i halsen mange tanker. Lige indtil den morgen hvor man
vågner om morgenen og stemmen lyder som en høne der kommet i klemme i havedøren.
Myterne:
Om årsager..
”Jeg er blevet hæs fordi der var så mange der røg i lokalet hvor jeg sang i
aftes.”
Man bliver ikke hæs af røg, med mindre røgskaderne er så voldsomme at
stemmebåndene har taget fysisk skade, og det kræver flere års udsættelse for
røg. Man tager kun skade af en enkelt aftens røg, hvis stemmebåndene enten er en
smule hævede i forvejen på grund af forkølelse eller fordi man bruger sine
stemmebånd og muskler i halsen forkert.
Om behandling…..
”Det ”smører” stemmebåndene at spise hønsekødsuppe/drikke snaps/rødvin/øl
o.s.v., ”
Vrøvl og sludder. Stemmebåndene sidder i luftrøret, og mad og drikke skulle
meget gerne ryge i spiserøret. Det vil sige at uanset hvad man spiser eller
drikker kommer det aldrig nogensinde i nærheden af stemmebåndene. Med mindre man
får det i ”den gale hals” og det hjælper i hvert fald ikke. Dog skal man ikke
undervurdere den rent psykologiske virkning. Hvis der er noget sted hvor troen
flytter bjerge, så er det netop når det gælder stemmen.
Stemmen er menneskets vigtigste udtryk for følelser. Alle følelser samles i
halsen og stemmen. Derfor vil selv en lille bitte angst eller bekymring for om
stemmen nu også virker som den skal, sætte sig i halsen. ”Snøre halsen sammen”
og gøre problemet større. Og nogle finder at mindre mængder alkohol virker
beroligende på nervøsitet og bekymring (og sceneskræk).
Under alle omstændigheder gør det problemet værre at være bange og bekymret gå
og spekulere på den hæse stemme hele dagen. Send positive tanker af sted. Fortæl
dig selv at det helt sikkert går ganske glimrende og at en smule omtanke for dig
selv og dine stemmebånd nok skal hente denne aften hjem også.
DETTE HER VIRKER!
Når du har sunget dig hæs i går og skal ud igen i aften
Tænk på hvordan din hals ser ud indvendig. Dine stemmebånd er røde og en smule
hævede, lidt ala en hudafskrabning indvendig. Pas på den, skån den mest muligt.
Lidt ”balsam” på i løbet af dagen.
Kamillethe er Guds gave til sangere.
Du skal bruge vand, to breve kamillethe, en stor skål og et håndklæde.
Kog en liter vand. Hæld vandet i skålen, læg de to breve kamillethe i. Tag
hurtigt håndklædet over hovedet, stik hovedet ind over skålen, sørg for at
håndklædet slutter tæt til skålen. Træk vejret dybt med åben mund i ca. 10
minutter. Det er varmt, men det virker. De æteriske olier i kamillen får
hævelsen i halsen til at lægge sig lidt og lægger et tyndt beskyttelseslag på
stemmebåndene.
Dette kan du gøre så tit du har lyst, det skader ikke det mindste.
I løbet af aftenen……….
Japanske pebermyntedråber. To dråber på tungen – træk vejret dybt 8 – 10 gange
med åben mund.
Det er stærkt og kan give lidt tårer i øjnene, men igen – de æteriske olier
lægger sig som et beskyttende lag om stemmebåndene. Det kan få dig igennem den
næste times tid.
Skru op for Gain på din mikrofon, højere end du plejer. Sørg for at have et godt
medhør, så du ikke brager ud i lokalet. Syng ikke så hårdt igennem som du plejer
og undgå de sange som ligger i dine tonemæssige yderområder, d.v.s. undgå både
dem der ligger allerhøjest og dem der ligger dybest.
Husk dagen efter jobbet – TI STILLE. HELT stille. Lad din stemme få al den ro
den kan.
Hvis du skal hoste så host rigtigt. Du må ikke rømme dig – det laver flosser på
de slidte stemmebånd. Giver du ikke din stemme ro, får du stemmeknuder –
sangerknuder- og det kan resultere i operationer og i den sidste ende kan det
koste dig jobbet som sanger.
Lær at bruge din stemme rigtig. Tjek i din lokal DMF afd. hvornår der bliver
holdt kurser i sangteknik, og brug den tid og koncentration det koster at aflive
de dårlige vaner og lære at synge rigtigt. Du bliver ganske enkelt en bedre
sanger af det.
DETTE HER VIRKER….
Hvis du er hæs på grund af forkølelse
Du kan bruge de samme midler som beskrevet ovenfor, men derudover byder
naturlægemidlerne på visse gode muligheder.
Først og fremmest.
Sørg for at få sovet nok – helst mere end nok, gerne med hvil midt på dagen.
Spis fornuftigt , masser af frugt og grønt og drik masser af vand. Ja vand, ikke
saftevand, kaffe, the,
danskvand eller lignende. Ganske almindeligt postevand renser din krop og giver
dit immunforsvar lidt hjælp. Pas på dig selv, hvis du er ude og det er koldt.
Husk halstørklædet.
Men klæd dig ikke så varmt på at du sveder under tøjet. Våd, svedig hud og
svedigt vådt undertøj bliver man mere syg af.
C-vitaminer.
Hvis du har tendens til at rende ind i mange forkølelser i løbet af
vinteren, skal du til at se lidt på din kost. Får du nok frugt og grønt med højt
indhold af C-vitamin?
Det er aldrig videnskabeligt dokumenteret, men mange mener at store doser
C-vitamin hjælper med at holde forkølelserne fra døren. I hvert fald skader
C-vitamin ikke, for det man tager for meget udskilles igen via nyrerne. Tag
f.eks. ½ -1 g. C-vitamin hver dag gerne hele året, hvis du ikke hører til dem
der spiser frugt og grønt.
Echinamindråber
Der foreligger ikke noget videnskabeligt bevis men mange musikere sværger til
Echinamindråber. Det tager de værste symptomer ved en forkølelse og kan hjælpe
så meget at man kan kæmpe sig igennem en aften.
Echinamin er et naturlægemiddel der består af tørret ekstrakt af purpursolhat,
røllike og agerpadderokke. Dosis er 10 – 20 dråber om dagen til voksne.
Læs evt. mere på
www.netdoktor.dk/medicin/fakta/echinamin5.htm
Bemærk Echinamin bør ikke tages lige før et spillejob, det KAN gøre at
man skal tisse hyppigere ned normalt, det ser ikke så pænt ud at
musikeren render på det lille hus hele tiden :o)
Kan Jang
Her foreligger ikke noget videnskabeligt bevis men det er afprøvet af en
jublende musiker, der ellers plejer at være plaget af grumme forkølelser der
sætter sig til bihulebetændelse.
Kan Jang kur er tabletter, med ekstrakt af russisk rod og andrographis
paniculata
Virker dæmpende på forkølelsessymptomer, tager noget af trætheden, øger
koncentrationsevnen og præstationsevnen. Læs mere her
www.netdoktor.dk/medicin/fakta/kanjang.htm
Bemærk: hvis du har forhøjet blodtryk eller andre kredsløbsproblemer må du ikke
bruge Kan Jang kuren.
HUSK igen : Den bedste hjælp du kan give din stemme er at tie stille – gerne op
til 7 dage , efter skaden er sket- Det er megasvært men det hjælper din hals på
plads, - giver så at sige en ren r.. at trutte i.
Bagefter : Sørg for at lære at synge ordentligt, så du ikke splitter det hele ad
igen. Det fine instrument du har i halsen har krav på opmærksomhed. Mindst lige
så meget opmærksomhed som du sammenlagt bruger på al den teknik og maskineri du
har med, når du er ude og optræde.
Hvis en maskine ikke dur kan man bare købe en ny, men hvis din hals går helt i
stykker er du færdig som sanger.
God vind
/ Anette
Sanger af Guds og publikums nåde
www.flyinghotdogs.dk
©Anette Faarborg 2003
Denne artikel må ikke gengives helt eller delvist uden forfatterens tilladelse.